Børnearbejde i Danmark
Børnearbejde i Danmark gennem tiden
Børnearbejde
Det ville ikke være rigtigt at sige at det kun har været fattige børn, som har arbejdet igennem historiens forløb. Det er mere præcist at sige, at det dog for det meste var børn af fattige forældre, som havde arbejde, men rige folks børn skulle også arbejde. I omkring 1800-tallet begyndte der at være diskussion omkring børns arbejde. Som indtil da have været set som noget godt og til gode for børnene at have arbejde. Da det bidrog til familiens mad og drikke og andre ting. Det afholdte også børnene fra at tigge og lave gale streger.
Fabriksbørn
Men imidlertid blev glæden kort. Efter noget tid begyndte protesten at træde mod fabrikkens brug af børnenes arbejdskraft. Man hævdede, at arbejdet og de mange arbejdsulykker ødelagde ikke blot børnenes helbred, men også deres moral, da børnene alt for tidligt fik kendskab til ”voksenverdenen” både på godt og på ondt. En fabrikslovgivning, som fulgte i 1830’erne og 1840’erne, var udtryk for et kompromis mellem to synspunkter. Arbejdet skulle begrænses, børnene skulle beskyttes, men det skulle ikke forbydes at lade børnene arbejde. Til at være sikker på at loven blev overholdt, fik man ansat en fabriksinspektør. Det startede sådan i Tyskland og dernæst i Danmark, da den første fabrikslov blev udsendt i 1873. I loven fastsatte man en minimumsalder på 10 år og en maksimumsarbejdstid på 6,5 timer inklusiv en halv times spise- og hvilepause. I det senere lovgivninger hævede man lavalderen og sænkede arbejdstiden, og i 1913 blev fabriksarbejdet så helt forbudt skolesøgende børn, altså børn under 14 år. På det tidspunkt var fabriksbørnene så godt som forsvundet i Danmark. Ældre forskning har ment, at den tid der kom strammere regler frem omkring brugen af børnenes arbejdskraft kunne forklare udviklingen i den senere tid. Andre folk har hævdet, at mekaniseringen gjorde mindre behov for at have børnene ansat. Nyere forskning peger på at man via skolens stigende krav på børnenes tid, gjorde dem uegnede til fuldtidsarbejdskraft. Der findes også op til flere erindrings historier om, hvordan børnene blev skjult, når inspektørerne kom på besøg. Hertil kom så, at familiernes økonomiske stilling ændrede sig til det bedre, da den reelle indkomst fordobledes i perioden 1870 til 1914. Det betød sandsynligvis også, at indtægterne fra børnenes arbejde bedre kunne undværes, med mindre der var tale om enlige forsørgere.
Landarbejderbørn og andre børn
Man bør dog imidlertid være opmærksom på, at fabrikslovgivningen kun omfattede de færreste arbejdende børn, og at børnearbejdet ikke forsvandt med fabriksarbejdets ophør. De blev derimod bare rykket over i andre byerhverv, som var bedre for de børn der også havde skole. Erhvervene kunne være ting så som: vareudbringning, rengøring eller mælkedreng. Som mælkedreng var det her især sønner af enlige mødre som arbejdede, og det var meget hårdt arbejde. Drengene skulle hjælpe kusken med at bringe mælken ud til kunderne. Det var op kl. 4 om morgenen og af sted med mælkevognen. Den friske mælk blev så placeret på dørmåtten, og de tomme flasker blev taget med retur. Fabrikslovenes bestemmelser var i udgangspunktet kun gældende for industriens børn. Men med skolens nye interesse i børnenes tid og med den markante vækst af det samlede børnearbejde i løbet af 1890’erne, blev der i 1901 åbnet adgang til at folk lokalt kunne vedtage forskellige finansielle ting, hvor fabrikslovens bestemmelser omkring alder og arbejdstid blandt andet kunne overføres til andre erhverver. Det drejede sig primært om budarbejdet; pigernes hjælp hjemme eller for naboer og anden familie var der dog ikke tage hånd på med de nye vedtægter. Derimod måtte de mange børn, som var beskæftiget i landbruget, vente indtil 1975, før der blev indført lignende bestemmelser. Der var dog i 1954 indført begrænsninger på anvendelsen af børn til farligt arbejde. Der blev så i 1908 foretaget en stor undersøgelse af Danmarks Statistisk og da den blev offentliggjort, viste det sig, at omkring en tredjedel af alle drenge og en fjerdedel af pigerne i byerne havde lønnet arbejde; på landet var de tilsvarende tal en tredjedel af drengene og en femtedel af pigerne. Undersøgelsen i 1908 viste så, at børnearbejdet især var koncentreret på eleverne i skolens ældste klasser og de fleste børn arbejdede 4-6 timer hver dag, ved siden af skolen, men at mange børn på landet rent faktisk arbejdede endnu mere. Især de dage, hvor de ikke gik i skole. På landet havde man nemlig mange steder i sommerhalvåret skolegang hver anden dag og lange ”ferier”, så børnene kunne passe deres arbejde. Undersøgelsen dokumenterede også, at børnearbejdsmarkedet var delt efter køn; drengene arbejdede på fabrik, kørte varer ud og vogtede kvæg. Pigerne passede børn, gjorde rent, malkede køer og lugede roer. Dette sociale mønster holdte sig frem til 2. Verdenskrig. Ungdomskommisionen, som arbejde i årene efter krigens afslutning, nåede i undersøgelse af, hvor mange af de unge, som havde haft arbejde som børn, frem til stort set de samme tal, som man havde fået ved undersøgelsen i 1908. Arbejdstiden var dog blevet noget formindsket og lå nu på omkring 2-4 timer dagligt.
Børnearbejdet ved årtusindeskiftet
Der kom med tiden flere undersøgelser op og i 1970’erne viste det sig, at børnene arbejdede for deres egen og for pengenes skyld, og kun ganske få børn var blevet presset af deres forældre til at arbejde. Arbejdstiden var nu nede på mellem 5 og 10 timer om ugen. Mange steder var der ikke arbejde nok til de mange børn, som gerne ville arbejde. En stor national undersøgelse fra 1993 viste, at i den tid, hvor voksenverden var ramt af arbejdsløshed, var det lykkedes for børnene at fastholde deres position på arbejdsmarkedet. 40 procent af de 13-14 årige og ca. halvdelen af de 15-17 årige havde arbejde. Man konstaterede samtidig, at i forhold til før i historien, var det nu især børn fra velstillede og veluddannede miljøer, som havde arbejde. I 1996 blev lavalderen så hævet fra 10 til 13 og det gjorde dermed, at der blev færre og færre jobs i forbindelse med husarbejdet og landbruger. Fra midten af 1970’erne begyndte den voksne arbejderbevægelse at interessere sig mere seriøst for arbejdsmiljøet. Denne interesse kom 10 år senere ca. også til at omfatte børn. Én af de første undersøgelser af elever i 7. -9. Klasse i Århus dokumenterede dermed, at 2/3 af de beskæftigede skoleelever havde arbejde, hvor de skulle bære eller løfte tunge ting. Kun de færreste havde fået løfteinstruktion og ikke overraskende havde 60 % ondt i ryggen. 9 % af eleverne, især drengene, arbejdede med farlige stoffer, og kun en tredjedel anvendte beskyttelsesmidler. Omkring halvdelen af børn og unge, som havde denne form for arbejde, medførte at de blev syge af det. En fjerdedel af de arbejdende børn oplyste, at de havde været udsat for en ulykke. Flere andre undersøgelser nåede frem til lignende resultater, og i 1989 udarbejdede Arbejdstilsynet en ny bekendtgørelse om børn og unges farlige arbejde. Da den nye bekendtgørelse blev offentliggjort, blev den fulgt op af en landsdækkende kampagne året efter og igen i 1995. Siden 1989 har der stort set ikke været anmeldt tilfælde af opløsningsmiddelforgiftning. Størstedelen af de arbejdsulykker, som børn og unge udsættes for, er for ofte kun hudskader eller forstuvninger. I perioden fra 1984-1995 kunne 14 % af arbejdsulykkerne, som var i alt ca. 1.854, regnes for alvorlige. I samme periode registrerede man 42 dødsfald, primært i trafikken eller ved traktorkørsel. I den efterfølgende femårs periode steg antallet af alvorlige ulykker lidt, mens antallet af dødsfald faldt markant, til 19. Tallene skal dog tages i forbehold, da der forsat formentlig er tale om en lang række arbejdsulykker blandt børn og unge, som aldrig blev anmeldt.
De lange linier
Forhøjelsen af lavalderen for børns arbejde udgør sammen med opstramningerne på arbejdsmiljøområdet, de største lovmæssige ændringer i de sidste 30 år ca. Derimod er der ikke sket de store forandringer med hensyn til arbejdstiden. Børn har lige som voksne fået ret til lidt mere ferie, lidt flere fridage i ugens løb og lidt kortere arbejdstid, de dage de ikke går i skole. Men reglerne om, at børn under 15 år må arbejde to timer dagligt, og højst 12 timer om ugen i skoleåret har stået uantastede siden 1977. At de ikke må have natarbejde har været en vedtaget regel siden 1873. Der er heller ikke den store variation i omfanget af tilladte job. Forudsat at arbejdet er «lettere» og ufarligt – dvs. ingen sprøjtemidler, organiske opløsningsmidler, tunge løft eller traktorkørsel på offentlig vej –, må børn fortsat lave det samme som ufaglærte voksne, nemlig ekspedere, gøre rent, plukke bær, passe mindre husdyr, sætte bøger på plads, udbringe aviser og reklamer, fotokopier m.m. Eneste rigtige nyskabelse er indførelsen i 1996 af arbejdsgivernes pligt til at oplyse forældrene om arbejdets art, hvis barnet er under 15 år.
For det 21. århundredes 13-15 årige skoleelever er arbejdet helt selvfølgeligt og en nødvendighed for at være med i oplevelses- og forbrugssamfundet, men også en ramme om venskab og personlig udvikling. Disse ændringer er formentlig indtruffet inden for de sidste 35 år. Før den tid arbejdede børnene primært for familiens skyld, enten fordi der var brug for deres indtjening eller for deres hjælp. Arbejdet var en del af det at være barn, det stod ikke til diskussion. For nogle børn var det en sur pligt, for andre var det forbundet med stolthed og glæde, når lønningsposen kunne lægges på køkkenbordet.
I dagens Danmark er arbejdet nok en selvfølgelig del af livet for de 13-15 årige, men det er tale om et frivilligt valg og børnene arbejder for deres egen skyld. Meget peger på, at 1970'erne betød et gennembrud for den moderne type af børnearbejde. I 1980'erne konsolideredes denne del af arbejdsmarkedet, på trods af en stigende arbejdsløshed blandt voksne, for at eksplodere i anden halvdel af 1990'erne. Det var også i løbet af 1990'erne, at børns dobbelte rolle i samfundsøkonomien, som arbejdskraft og forbrugere i egen ret for alvor blev tydelig.
Disse forandringer er ikke gået upåagtede hen. Fronterne har til tider været trukket skarpt op. Repræsentanter for bl.a. landbruget har fundet, at adkomsten til at bruge børns arbejdskraft burde liberaliseres yderligere til repræsentanter for dele af fagbevægelsen, som har ønsket det helt forbudt. I dag synes det at være en udbredt opfattelse, at børn i alderen 13-15 år har ret til arbejde, men ikke for enhver pris. Arbejdsmiljølovens bestemmelser skal overholdes, og forældrene skal have indsigt i, hvad arbejdet består i.
Al tekst er udgivet under GNU Free Documentation License
